Andelsboligforeningens historie
Andelsboligforeningen er stiftet i foråret 1995, efter ejendomsselskabet "Norden"s
forsøg på at sælge ejendommen til en kendt Københavnsk bolighaj. (Der havde
tidligere været planer om salg bl.a. til finansjongløren Riiskjær-Pedersen,
dette blev imidlertid afværget af de lokale lejerforeninger).
På kun 3 uger lykkedes det den gamle lejerforening at samle 65% af beboerne og
derved selv at købe ejendommen. En meget stor del af benarbejdet i den
sammenhæng blev udført af vores første formand Torben Helsinghoff.
Vi arbejder tæt sammen med de øvrige andelsboligforeninger, først og fremmest
A/B Leif, der blev dannet samtidig med os.
Derudover har vi været repræsenteret i den lokale grundejerforening, der blev dannet da
der opstod problemer med metroudgravningerne.
Siden dannelsen af foreningen har bestyrelsen arbejdet med renoveringen af
vores hus (tag/facade), etablering af beboervaskeri, Udarbejdelsen af en løbende
driftsplan samt opstart af affaldssortering.
Bryggens / Bergthoras historie
I det 19. århundrede gik Amagers kystlinie ved Artillerivej, først omkring
århundredeskiftet dannedes Islands Brygge ved opfyld med overskudsjord og
byggeaffald fra Sjælland. Det var overvejende Islandske skibe der lagde til her
ved Langebro, deraf navnet.
Fra 1906 opkøbte A/S Christianshavns Oplagspladser de fleste grunde her, således
i 1911 de 13073 alen grund for at opføre Bergthora. Arkitekt Axel Berg tegnede
huset, som stod færdigbygget i 1912.
Folk flyttede hurtigt ind, på trods af den i forhold til Vesterbro og Nørrebro
høje husleje, 350,- kr. årligt, for en 2–værelses. De folk der kom til at bo på
Artillerivej, fik oveni lejligheden første parket til militæret, der helt frem
til 1930’erne hver lørdag excerserede til militærmusik.
I mange år lå der kolonialforretning, med fine vine, spiritus og konserves på
Artillerivej 60, der hvor der nu er indrettet beboervaskeri. På hjørnet af
Bergthorasgade og Leifsgade, var der i mange år Schous sæbehus, der blev afløst af
Bryggens
Akvarium. På det andet hjørne, der hvor der nu er pizzeria, lå der tidligere en fiskeforretning.
På muren ved Artillerivej 58 hænger en mindeplade for en ung mand, Hartvig
Hansen, der blev et tilfældigt offer for en skudveksling mellem
besættelsesmagten og det danske politi, da dette blev taget i 1943. Herefter gik
Hartvig Hansens far ind i modstandsbevægelsen.
Bergthora består overvejende af 2–værelses lejligheder, men i ”enderne” ligger
større lejligheder med pigeværelse og anretterværelse. Der blev fyret med koks
helt op til 1960, hvor de fleste ovne blev lavet om til Petroleum. Først i 1993
kom fjernvarmen.
Vaskekældrene blev flittigt brugt. En vask i gruekedel tog en hel dag, så
fruerne var hjemmegående, sammen med børnene der legede i gården; dåseskjul,
sangleje samt far, mor og børn var de foretrukne lege, på trods af de på murene
malede forbud mod boldspil og leg efter kl. 20. Dengang var gården asfalteret,
med cykel- og affaldsskure, den nuværende grønne gård fik vi i 1994 via Kommunens Gårdrydningskontor.
I 1930-erne boede der 14000 mennesker på Bryggen og en familie på 5 var almindeligt i en 2-værelses lejlighed. Under 2. verdenskrig blev kældrene brugt til
beskyttelsesrum.
I 1995 blev ”Andelsforeningen Bergthora” dannet, med Torben
Helsinghoff som primus motor og 1. formand.
Generalforsamlingen
Er foreningens øverste myndighed. Den afholdes ordinært en gang årligt,
inden udgangen af april. Her vælges bestyrelsesmedlemmerne, samt foreningens
administrator. Derudover kommer større beslutninger til afstemning her (se i
vedtægterne hvilke), samt evt. forslag fra medlemmer. Hver andel har en stemme.
Bestyrelsen
Består af 5 medlemmer der vælges for 2 år ad gangen, samt 2 suppleanter der vælges for 1 år ad
gangen. Bestyrelsesmøderne holdes ca. en gang om måneden.
Mødedato og dagsorden bliver opslået i skabene i portene en uge før.
Administrator
Vælges for et år ad gangen og står for den daglige administration med opkrævning
af boligafgift, regnskabsføring samt beboerkontakt i administrative spørgsmål som venteliste,
køb/salg og vurdering. Derudover er de bestyrelsens rådgiver i bl.a. finansielle
og juridiske spørgsmål.
Varmemester og Gårdmænd
Er ansat af foreningen, og står for den daglige drift. De har den daglige kontakt
til beboerne i praktiske spørgsmål, vi deler varmemester og gårdmænd med A/B Leif.